Champagnes historie
Om Champagne.
Champagne er en mousserende vin uden kunstigt fremstillet kulsyre. Brusen, der opstår ved eftergæring, blev perfektioneret i Champagne i det 18. århundrede af benediktinermunken og kældermesteren Dom Perignon fra abbediet Hautvilliers. I overleveringen fortælles, at Dom Pérignon (1638-1715) opfandt metoden til at lave bobler og da han så boblerne i glasset, formulerede han angiveligt sin opdagelse med ordene: ”Jeg drikker stjerner”.
Historien om Champagne.
Den mere historisk korrekte udlægning er dog, at den berømte munk, som fik navnet “Champagnens fader” i virkeligheden søgte at undgå bobler i sin vin. Når Dom Pérignon gerne ville undgå bobler i sin vin, skyldes det, at hvidvin dyrket så nordligt som Champagne, under visse omstændigheder naturligt starter en 2. gæring, som frembringer bobler.
Det formodes, at det reelt var englænderne, der omkring 1660 udviklede metoden med tilsætning af gær og sukker til at fremprovokere en 2. gæring i flasken med deraf følgende bobler.
Franskmændene, herunder Dom Pérignon, begyndte først i årene umiddelbart før 1700 at mestre denne metode, hvilket til dels hang sammen med, at det franske glas var mere skrøbeligt end det engelske, og derfor gik i stykker under trykket.
Man skønt Dom Perignon altså ikke opfandt champagnen, ydede han et væsentlig bidrag til Champagnes udvikling ved at eksperimentere med at blande vin fra forskellige marker og forskellige druesorter. Derved skabte han en bedre vin/Champagne, end hvad man tidligere havde kendt.
Distriktet Champagne.
Champagne-distriktet ligger i det nordlige Frankrig ca. 125 km. vest for Paris. Her har været dyrket vin siden romertiden. Navnet Champagne er afledt af det franske “campagne”, der betyder “ude på landet”.
I 1729 etableredes det første Champagne-hus (Ruinart), og igennem 1700- og 1800-tallet forfines metoderne langsomt i takt med industrialiseringen, indtil man omkring 1880 laver Champagne stort set som i dag, omend champagnen dengang næsten altid var sød. Det er således først midt i 1900-tallet, at Champagne-produktionen overvejende blev tør. Smagen kan dog også variere fra halvtør til sød.
I Frankrig og Europa må benævnelsen Champagne udelukkende benyttes for vin fremstillet i selve Champagne-distriktet. De mousserende vine er som regel hvide, men kan også være rosé.
Produktionen.
Champagne-metoden anvendes til produktion af de bedste mousserende vine. Med mindre man pumper kuldioxid ind i vinen under pres, skal alle mousserende vine have tilsat gær og sukker til grundvinen og siden gære i en lukket beholder. På den måde forbliver kuldioxiden i vinen og er klar til at skumme i glasset, når flasken åbnes. Boblerne skal helst være små og klare, og kunne holde sig 10 minutter i glasset.
I dag er Champagne et beskyttet navn, som principielt kun må benyttes om mousserende vine fra Champagne-distriktet lavet på Champagne-metoden. Champagne-producenterne har fået forbudt betegnelsen Méthode Champenoise for andre mousserende vine for at forhindre udvanding af begrebet og navnet Champagne. Producenter, der fremstilleder mousserende vin med denne metode, men uden for Champagne distriktet må i stedet anvende betegnelsen Méthode traditionelle.